Lær din hest STOP-signal til enhver situation!

Udgivet 12. august - opdateret 25. august 2024

STOP – in the name of love….som man siger…

 

I dagens blogpost handler det om det yderst vigtige stopsignal. Det at kunne stoppe en hest, uanset hvor og hvornår, er en Life changer. Eller i hvert fald et spørgsmål om sikkerhed på hest.

 

Du kan også nemt lære din hest det, hvis ikke du allerede har trænet det.

Mit stopsignal er et ord, eller en lyd, som er nemt at sige og bruge, uanset hvornår.

Jeg bruger forskellige ord til mine heste. Fx er stop-ordet til Kasino (han kaldes også for Konnie The Ponni eller Konnie) ”WOW”. Det udtales sådan lidt cowboy-agtig. Fordi jeg selv tror jeg er lidt en cowboy….eller nja….

Til Bob er det….ja okay…det virker ret crazy, men det er ”OY”. Jeg husker ikke engang, hvorfor det blev det ord, men sådan blev det.

Det verbale stopsignal er forskelligt, så jeg kan bruge ordet til en hest, imens den anden hest også er til stede. Det er for at undgå en udvanding af ordet til den hest jeg ikke træner på tidspunktet.

 

Sådan her har jeg lært mine heste det:

1. Det verbale stopsignal;

Vælg et ord du vil bruge som dit verbale stopsignal.

Det skal være kort, nemt og hurtigt at sige, men ikke et ord der ellers bruges ofte i sætninger og samtaler. Det bør fx ikke være ordet ”ok”, da det er et ord vi ofte bruger i sætninger.

 

2. Start øvelsen;

Mange heste kender det fysiske stopsignal i form af pres i tøjle eller grime. Det er kun en god ting for dig i denne øvelse.

Træk med din hest, tag et let tag i tøjle eller træktov og sig dit ord.

 

Så snart hesten stopper, så giver du ros.

Timing er ALT i enhver øvelse.

Jeg bruger godbidder som ros, specielt i startfasen af en øvelse. Og selvfølgelig en masse ”dyyygggtttiiiig” og ”gooood til deeeet”.

 

3. Fortsæt træningen.

Øvelse gør mester! Fysisk stopsignal samtidig med dit verbale stopsignal, din hest stopper, du giver en masse ros og godbidder. Øv det igen og igen.

 

Prøv nu med at give det verbale stopsignal uden det fysiske.

 

Stopper din hest op, så roser du og giver godbidder som en tosse. Fortsæt med at øve.

 

4. Øv med det verbale stopsignal;

Stopper din hest ikke op for det verbale stopsignal, så må du gå tilbage til trin 2 og øve mere.

5. Fra ryggen af:

Når din hest altid stopper op på dit verbale stopsignal, begynder du øvelsen fra ryggen af.

Det er nøjagtig det samme du gør som fra jorden, dog skal du tilbage til trin 2. Denne gang vil det gå hurtigere med øvelsen fordi hesten har lært det fra jorden.

 

6. Nu virker det:

Nu kan din hest stoppe kun på det verbale stopsignal, både fra jorden og fra ryggen.

 

Det er her du begynder at bruge dit verbale stopsignal på alle tidspunkter og steder. Og fortsæt med ros og godbidder. Der skal hele tiden være den bedste og fedeste belønning for at stoppe.

 

Andre øvelser vil jeg på et tidspunkt give mindre godbidder eller stoppe med godbidder, bare ikke med det verbale stopsignal.

 

7. Øv alle steder og tidspunkter:

Øv det verbale stopsignal fra skridt, trav og galop.

Øv det på tidspunkter og steder der er trygge.

Brug det også på nye steder.

 

Hvis din hest er presset et nyt sted, vil de ofte falde ned ved at lave nemme øvelser, som de har lært.

 

8. Gamechanger:

Bliv ved med at bruge og øve det verbale stopsignal altid. Det giver dig en hest som altid vil stoppe, uanset sted og situation.

Læs med herunder, hvor du får fortællinger om de gange det verbale stopsignal har været en gamechanger i mit hesteliv.

 

Sådan startede det:

Jeg havde den skønneste store Anglo araber, rød med 4 sokker og blis.

Han hedder Chanto og bor nu i Slagelse, hvor han har en pragtfuld ejer/rytter som rider distance på ham. Og som ikke er en nervøs rytter som jeg, da Chanto er ekstrem sensible og mærker dig med det samme.

Jeg blev simpelthen bange for at ride ham. Det er en historie til en anden gang.

Da jeg fik Chanto var han så ked af biddet. Jeg begyndte derfor med en hackamore. Du kan læse mere om bidløse fordele lige her.

Det var også Chanto der lærte mig en ny måde at være sammen med mine heste. Chanto løb igennem bidet og det er en ekstrem ubehagelig følelse. 

Den der følelse af lost control. Kender du den? Ubehageligt!

Da jeg havde skiftet til bidløs var det derfor vigtigt for mig, at jeg vidste 123% han altid kunne stoppes. 

Knækket stigrem:

En dag i skoven på Chanto red jeg sammen med en veninde. Chanto foretrak at være bagerst på tur. På en god strækning tog vi en galop.

Det gik lidt stærkt så jeg rejste mig i sædet.

Pludselig knækkede den ene stigrem, jeg mistede fuldstændig balancen og klamrede mig til siden af sadlen.

 

Jeg var sikker på jeg skulle dø på den grusvej den dag…..sådan råbte min hjerne i hvert fald den dag…..NU DØR DU PÅ DEN HER GRUSVEJ….Det gjorde jeg altså ikk…..

 

Heldigvis reagerede Chanto pronto på stopsignalet. Også selvom min stemme var ret panisk og skinger.

Der gik noget tid før min veninde opdagede der var noget galt, så hun red videre et stykke tid. Heldigvis var Chanto så øvet i stopsignalet at han blev hos mig.

Ikke nok med den knækkede stigrem, men uheldet red åbenbart med os den dag.

På en lille snoet sti red vi i en stille skridt. Jeg red forrest. Der var en del grene i rytter højde, men de kunne nemt tages til side. Ja altså, indtil der var en gren der ikke kunne bøjes…

Lige her nåede jeg ikke at sige stopsignalet for i samme øjeblik blev mit fjæs angrebet af grenen, alt imens jeg opdagede min krop var ekstrem fleksibel, for jeg kunne åbenbart bøje så langt bagover indtil bagsiden af min hjelm ramte Chantos ryg…..tja….jeg anede ikke min krop kunne det….Det kunne kroppen nok heller ikke helt. Jeg var i hvert fald mørbrækket i dagevis efter det stunt.

Grenen kørte fra min hage op til næsen og videre over mine briller og pande. Da jeg endelig var kommet under den ubøjelige gren, vendte jeg mig om mod min veninde.

Imens snot, blod, bark og mos havde malet et abstrakt maleri i mit fjæs, sagde jeg med grødet stemme:” Jeg vil altså gerne hjem nu….

 

Skræmmende lyd:

En vinteraften i ridehallen skulle jeg lige spænde gjorden på Konnie. Dum som jeg var, havde jeg ikke fat i tøjlen samtidig. Konnie står jo altid stille…ja altså lige med undtagelse af når der er noget spiseligt i nærheden….

Imens jeg spænder gjorden, falder der sne ned fra ridehallens tag.

Der lød en høj wuuush lyd og Konnie blev hamrende forskrækket. Han løb frem, og jeg havde jo ikke fat i tøjlen, så han var løs. Men jeg sagde bare hans stopsignal ”WOW” og han stoppede straks.

Trods han stadig var skræmt over den pludselig lyd, stod han bomstille og jeg kunne nemt gå hen til ham igen.

Efter den aften har jeg altid fat i tøjlen når jeg pusler med noget andet.

 

”Farlig” cyklist:

Konnie og jeg var i fuld fart galop på en dejlig sti i skoven. Altså fuld fart har vi jo aldrig som sådan, tempo er ikke noget vi sådan gør i. Men det var da en galop.

Pludselig kommer der en herre på en cykel fra en sidevej lidt længere fremme og Konnie lavede et sliding stop af forskrækkelse. Jeg landede foran sadlen på ham ude af balance og jeg sagde straks ”WOW”.

Han stod helt stille indtil jeg var tilbage i sadlen og han fik selvfølgelig ekstra mange godbidder der.

Han er altså bare en kammerat.

 

 

Knækket karabinhage:

Efter en lang måned med sne, is og frost, var der endelig kommet tøvejr.

Straks tog jeg i skoven med Konnie.

Konnie var bare klar til mere fart end skridt, men forsigtig konerytter som jeg er, turde jeg ikke helt alle steder i skoven. Der var stadig frossen nogen steder.

Ved en bakke var der fri bane og jeg gav signal til Konnie om at han gerne måtte give gas. Det behøvede jeg ikke at sige 2 gange og han strøg afsted i galop.

Nøj det var fantastisk efter så lang tid med frost og sne.

Jeg havde kortet tøjlerne og fisme om karabinhagen på den ene tøjle knækkede!

I stedet for med det samme at sige ”WOW” havde jeg åbenbart slået hjernen fra og jeg tog panisk lidt hårdt fat i den anden tøjle. Nu er det sådan at det reagerer Konnie rigtig meget på og kvitterede med bukkespring (læs med her om hvorfor).

Han var jo lige i gang med en fed galop.

Min hjerne virkede igen og jeg sagde et højt ”WOW”.

Konnie stoppede med det samme, trods han var i en fuld galop op ad bakke efter lang tid uden mulighed for noget fart.

Jeg kastede nærmest godbidder i kæften på ham, han var endnu en gang en guttermand og turen hjem foregik udramatisk, heldigvis.

 

Bilalarm:

En pragtfuld tur endte med en forskrækkelse. Konnie og jeg havde udforsket nye ruter i en plantage. Det var en skøn tur. Tilbage ved traileren stod Konnie og halvsov lidt efter turen, imens jeg fik sadel og trense i bilen.

Af en eller anden årsag gik en alarm i gang på en bil der holdte 50 meter væk fra os.

Konnie blev forskrækket og veg tilbage, hvor træktorvet gik i stykker af rykket.

Vi var parkeret langs en vej og en løs hest der vil være katastrofalt.

Jeg råbte selvfølgelig stopsignalet ”WOW” og Konnie stoppede med det vons.

 

Bob med vogn:

Efter uheldet med vogn og en mejetærsker (læs om det uheld lige her) og inden Bobs køre karriere måtte ligges på hylden, var Bob og jeg på en lille køretur.

Det gik super godt og vi travede stille derud ad.

Uden varsel kunne Bob ikke rumme seletøjet mere og han ville bare ud af det. Han stoppede op og nærmest vred sig ud af seletøjet. På et splitsekund lykkedes det ham at få et ben over stangen på vognen og samtidig fik han den ene lange tøjle i klemme, så han var vredet rundt til venstre.

Panikken lyste ud af hans øjne!

Det er ikke lige til at komme ud af en vogn, samtidig med en panisk pony.

Jeg brugte Bobs stopsignal ”OY” og han stod stille imens jeg kom ud af vognen og hen for at hjælpe ham ud af situationen.

Den dag måtte jeg trække vognen hjem.

 

Angst for en løbsk hest;

Jeg har en angst for en hest der løber i panik med mig på ryggen.

I mine helt unge år, ja det er alligevel en del tid siden, stak en pony af med mig.

Jeg kunne ikke stoppe ponyen og den spænede bare afsted i fuld galop. Det var den gang jeg ikke faldt af ligesom jeg gør den dag i dag.

Ponyen havde kurs mod døren ind til stalden. Der var 2 døre som tilsammen udgjorde en stor dør, hvis de begge var åbne.

Det var de bare ikke, det var kun den ene dør der stod åben.

Heldigvis havde en ridelærer hørt mit paniske råb om hjælp (jeg havde skisme råbt efter min mor….som var hjemme og ikke med mig på rideskolen…så deeett..) og ridelæreren nåede at stoppe ponyen inden vi kom til døren. Mine knæ ville simpelthen blive flået op, hvis ikke den ridelærer var der på rette tid.

 

Derfor:

Et verbalt stopsignal har hjulpet mig ud af mange situationer, som potentielt kunne gå rigtig galt.

Ofte sker de farlige situationer, når jeg ikke tænker mig om. 

Andre gange er det ren og skær uheld.

Jeg håber du vil øve din hest i verbalt stopsignal, hvis ikke du allerede har gjort det.

 

Vi læses ved :)