Bob - Lille shetlandspony med den største personlighed!

Bob er, når han er i sommertøjet, en fiks lille shetlænder. Han er lige så fræk som navnet lyder, og han lader til at eje det hele. Det er også Bob der, så snart han ser sit snit til det, render forbi mig for at komme hen til spanden med hønsefoder.

Bob er fra 2008 og han har været ved os siden han var en ung hingst på ca. 2 år.

Faktisk blev han købt som værende 3 år og han var tilredet, men da han efter 1 år hos os tabte sine 3 års tænder vurderede dyrlægen at han var yngre end som så.

Bob er også blevet tilkørt, og kørslen med ham var virkelig sjov.

Sådan at futte afsted i vognen bag ham, det kunne noget. 

Desværre oplevede vi en dag en stor traktor komme susende imod os i et T-kryds med for høj fart. 

Bob måtte springe for livet og vi endte i grøften. Efterfølgende startede vi stille op igen, men Bob var blevet så forskrækket at han ikke kunne rumme seletøj og vogn mere, trods professionel træner og hjælp.

Så en alt for tidlig pension for lille Bob.

Inspiration.

Det var blandt andet Bob som inspirerede mig til at lave mere berigelse på folden. 

Jeg oplevede at han manglede noget i sit liv som gjorde ham endnu mere ”Bob-set” end normalt efter at kørsels-karrieren måtte lægges på hylden.

Forfangen?

Bob er i risikogruppen, som de fleste ponyer, for forfangenhed. Han har aldrig været forfangen, 7-9-13, men jeg er meget obs (eller Bobs…) på det.

Måden jeg forebygger forfangenhed ved mine heste er via deres fodring. 

Det betyder foder med ekstrem lille mængde stivelse og sukker, plus bukkehornsfrø. Bukkehornsfrø trækker simpelthen sukker ud af kroppen, i stedet for at sukkeret oplagres i musklerne.

Bob holdes relativ slank hele året, dog er det som om at maven siger PUF når vi kommer til august måned, trods den meget lille græsmængde hestene har. 

Der sker en gæring i hans tarmsystem, når græsset blomstrer.

Hest med tynd mave.

Hver evige eneste vinter startede Bob med voldsom diarre omkring november måned og frem til marts.

Dyrlægen tog blodprøver, hestepærer prøver og tjekkede Bob, bogstaveligt talt, i hoved og bagdel. Bob fik antibiotika og andet medicin, men intet hjalp.

Jeg har ikke tal på de mange tilskuds produkter til heste jeg har forsøgt. Sommetider hjalp tilskudsprodukterne i 1-2 uger, men så gik det galt igen.

Jeg prøvede kun hø, varmebehandlet hø og det stod stadig ud af bagdelen på stakkels Bob. Min dyrlæge var på bar bund. 

Hans hale var smurt ind i hestepærer. 

Hvis ikke jeg vaskede halen et par gange i ugen, blev halen helt stivnet og ubevægeligt.

Det var så synd for lille Bob. Der var ingen tvivl om at han var temmelig påvirket af diarren.

En vinter var han så afkræftet af diarre, at jeg overvejede at give ham fred....

Gudsketakoglov for at han ikke fik det og at jeg ved et tilfælde fandt synderen til Bobs dårlige mave, trods det tog mig en del år før jeg så sammenhængen.

Bob kan ganske enkelt ikke tåle gulerødder!!!!!

Ja, det er en sørgelig skæbne for en pony. Han kan i hvert fald ikke tåle mere end 2-3 gulerødder, før han får eksploderende diarre.

Det var lidt ved et tilfælde jeg opdagede sammenhængen mellem gulerødder og Bobs diarre. Et år i slutningen af efteråret, slog det mig pludseligt.

Bob endnu ikke havde vist nogen tegn på diarre.

Jeg var virkelig forundret over det og jeg gik et par dage og tænkte på, hvad der var anderledes?

Der gik en prås op for mig. Lige præcis det efterår var ret lunt. På grund af varmen havde jeg ikke købt gulerødder som jeg plejede, for gulerødderne går for hurtigt til, hvis der er for megen varme. 

Det var simpelthen gulerødder Bob ikke kunne tåle!

Så det er slut for Bobsen med gulerødder. Ikke at han lider nogen nød, han kan heldigvis stadig tåle æbler og meget andet grønt.

En del af familien.

Bob er blevet en del af hele vores familie. Alle niecer og nevøer har redet på Bob.

Hele familien kender Bob og han er nærmest symbolet på Farmen. Han er da også smuk med sin næsten palomino farvet pels med den hvide man og hale.

I hvert fald de 14 dage om sommeren, hvor han hverken har vinterpels eller er ved at sætte ny vinterpels. Det er vist sådan det er med de fleste shetlændere.

Heste bid.

Noget jeg aldrig har fået styr på med Bob er en gammel hingste adfærd med at bide. Da han kom hjem til os var han hingst. Uanset, hvordan jeg har forsøgt at træne det væk, så er det ikke lykkedes.

Hvis der er små børn omkring ham, så har han ganske enkelt en mundkurv på.

Det samme når han har smed, ellers sidder der et flot tandsæt på smedens bagdel. Det er absolut ikke noget jeg er stolt over han gør.

Det er tydeligt at han gør det mere, når jeg ikke er tilstede med hele hjertet og når han har brug for connection.

Det der har gjort mest for Bob og hans bideadfærd, er Naturlig og Aktiv Berigelse. Her får han dækket instinkter som fødesøgning. Han får brugt hans hoved når han skal finde en måde, hvor der kommer godbidder ud af en bold.

Det har helt klart gjort en kæmpe positiv forskel for Bob generelt.

Bob har, som alle mine heste, en speciel plads i mit hjerte.