Sjakket bag - Alle dyrene på Farmen

Sjakket bag:

-Når katten er ude, spiller musene på bordet.

I dette blogindlæg får du information om sjakket bag her på Farmen. Et er det min mand og jeg gør for at vedligeholde folde, aktivere hestene og ejendommen generelt. Noget andet er katte, høns og ænders opgaver for at vedligeholde det hele på en naturlig måde.

 

Kattedame.

Som en anden kattedame har vi ikke mindre end 7 katte på Farmen.

De er alle neutraliseret for at undgå flere herreløse katte.

I Danmark har vi over en halv million herreløse katte. Det er katte der går til af sygdomme som katte-aids og for lidt mad. Det er som om at katte er ”brug-og-smid-væk” og noget der ikke har en værdi.

Det smerter mig voldsomt.

Katte er fascinerende sjæle med spændende personligheder og de er en stor del af at holde skadedyrs bestanden nede. Mange tror desværre at fodring af katte gør at de ikke er sultne nok til at jage skadedyr. Det er en skrøne der er tilbagevist for mange år siden. En sulten kat er ikke en bedre jæger, tvært i mod. Det kræver enorme kræfter og energi at jage. Jo bedre din kat er fodret, passet og plejet, jo bedre og mere kan de jage.

Det kræver sin kat at holde matriklen fri for mus, rotter og mosegrise. For ikke at snakke om at holde andre katte væk.

Jeg tror jo på at der udsendes energier fra alt og fra alle. Ligesom når du kan mærke at der er noget galt med din hest, men ikke helt kan se, hvad det er. Det er en energi der udsendes.

Jeg tror der på Farmen sendes en energi ud til katte. En energi der fortæller, at her kan de få hjælp når de har brug for det. Enten det eller også rygtedes det i ”Kattens Amts Avis” at her kan syge katte få hjælp.

Og det er okay.

Jeg har ikke tal på, hvor mange fremmede katte der er kommet her igennem årene. Nogen har haft bylder efter kampe, hvor en tur til dyrlægen og en omgang penicillin har hjulpet dem. Andre har været så dødssyge at dyrlægen anbefalede de fik fred. Og det er altså ikke vores egne katte jeg beretter om her. Det er fremmede, muligvis herreløse, katte der kommer her.

Hvis/når en fremmed kat bliver her i 5-6 måneder, tager vi katten til dyrelæge og får katten tjekket for katte-aids, vaccineret, generel sundhedstilstand, neutraliseret og så hjem igen til Farmen.

 

 

2 af vores katte foretrækker at være ude altid og hele året. De er lidt mere sky overfor mennesker, undtagen overfor os. Jeg kalder dem for nattevagterne. De sover nemlig hele dagen og vågner op om aftenen, når vores andre katte er kommet ind.

Katte er jo heller ikke et flokdyr, men kan til dels tåle hinanden.

Udendørs-misserne har isolerede huse i stalden. I de rigtig kolde måneder tænder vi en varmelampe til kattene. Katte er faktisk ikke så gode til kulde. De stammer fra Mellemøsten. De første tamkatte opstod i Egypten for mange tusind år siden. Siden hen spredte tamkatte sig, via skibssejlads, til Kina, Indien, Japan og Grækenland. Man mener at katte har domesticeret sig selv og flyttet ind ved mennesker af sig selv.

Katte kan, ligesom hestene, mærke når vi mennesker har det skidt.

I 2019 var jeg alvorlig syg. Der blev tilkaldt en ambulance og da redderne kom, lå der ikke mindre end 5 katte ovenpå mig. Kattene ville ikke flytte sig lige med det samme. De passede på mig!

Alle de dyr vi selv har kunne navngive, hedder enten noget med B eller M.

Hvorfor spørger du?

Tja, det ved jeg faktisk ikke, sådan er det bare blevet.

Og det er sjovt!

Som enhver kattedame med respekt for sig selv, så får du lige her alle navnene på vores katte.

Bobbie, Birdie, Bumle, Bodil, Mini, Miv og Britta. Så er der også Copy-cat. Copy-cat er en kastreret tilløber, dog uden øretattovering. Vi har fremlyst ham uden held. Så Copy-cat bor her nu og han er velkommen. Han er blevet døbt Copy-cat fordi han er en tro kopi af vores ældste kat Miv. Det sker ofte vi ikke kan kende forskel på dem.

 

GIVER POTE

Vi har selvfølgelig også vores skønne vovse Oscar på Farmen.

Hvad er en farm uden en vuffer?

Han sørger for at markere hele vejen rundt på matriklen, så ræven tydeligt ved at det ikke er her han skal finde sit næste måltid.

Vi bor i et område med en masse ræve i engen bag os. Og det er dejligt at de er der, bare de ikke kommer og spiser høns eller ænder. Når en hanhund markerer, holder det virkelig ræven væk. Det er på ingen måde noget videnskaben fortæller, men det virker. I et halvt års tid inden vi overtog Oscar, havde vi ikke nogen vovse. Og der kom ræven! Ræven tog en hel flok høns en højhellig søndag formiddag! Plus ænderne et par dage senere.

Samtidig har vovse også den opgave at gøre det af med mus, som kattene slæber til stalden, men ikke slår ihjel.

Han er fra 2009 og har fejret sit 14. år indtil videre. Dog er han utrolig legesyg og frisk som en 10-årig hund.

 

Vi overtog ham da han var 9 år og han er så godmodig og glad. Han har ikke altid haft det bedste hundeliv og det sidder lidt i ham endnu. Hvis der kommer besøg hos os og det er en mand i arbejdstøj, så skal der holdes skarpt øje med Oscar. Han bliver så utryg i de situationer.

 

Opdatering – og det her er en sørgelig opdatering. Spring over den, hvis du gerne vil undgå en trist følelse. Du kan gå ned til overskriften ”Audi”, hvis du ikke vil have et stik i hjertet.

Oscar er desværre gået over regnbuen. Jeg ved godt at han var gammel, han nåede at komme tæt på de 15 år. Sorgen bliver dog ikke mindre eller nemmere af, at han var gammel.

2. påskedag 2024 fik han pludselig en hjerneblødning. Vi så ikke det ske, men både min mand og jeg havde tænkt over at Oscar gik med hovedet på skrå. Det var blot øjeblikke vi lagde mærke til det. Oscar var som vanlig og lå imens han holdte øje med, hvad vi lavede. Vi gik udenfor det meste af dagen sammen med Oscar. Han var glad og tilpas.

 

Senere kom vi til at snakke om at han gik med hovedet på skrå.

Det var langsomt blevet værre på få timer. Vi talte om han havde fået træk eller hold i nakken. Inderst inde vidste vi nok begge 2, at det her var alvorligt. Vi kontaktede vagt dyrlægen, som bad os komme med det samme. Afsted det gik med hjertet op i halsen.

Dyrlægen lavede forskellige undersøgelser og test.

Dommen lød på hjerneblødning.

I mellem tiden var Oscar begyndt at flakke i blikket, som om han havde svært ved at fokusere.

Stadigvæk var han så glad som altid, lækker sulten og tog gerne flere snacks fra dyrlægen. 

Det eneste vi kunne se på hans adfærd var, at han var stresset. Dyrlægen gav Oscar stesolid. Det skulle dræne hjerneblødningen.

Nu var det op til de der bestemmer på den anden side af regnbuen om Oscars tid var kommet.

Vi kom hjem igen med Oscar. Han var stadig sig selv, dog med hovedet på skrå.

Jeg var ved hans side hele natten. Han blev mere og mere usikker i hans gang. Øjnene flakkede rundt.

På et tidspunkt havde han et mindre anfald, hvor han dirrede, øjnene flakkede rundt og han var bange.

Min skønne og evigglade vovse var bange, hvilket han aldrig var….Jeg vidste i det øjeblik det var tid...

Spørgsmålet var om min mand vidste det var tid. Han synes det var så synd for Oscar. Oscar skulle ikke have det sådan, det var vi enige om.

Vi var begge grådkvalte og knuste. Der blev aftalt med dyrlægen samme dag. Det var ikke fair overfor vores skønne vuffer.

De sidste par timer af Oscars liv, fik han så mange kys og kram, vi græd sammen, gav ham frikadeller og laks imellem tårerne og tog ham med i skoven for sidste gang.

Oscar plejede at tonse rundt og snuse i skoven. 

Men ikke denne dag. Det var tydeligt hvor svært det var for ham pga. hjerneblødningen.

Når vi har sagt farvel til vores hunde, har det altid været hjemme ved os selv. Simpelthen for at undgå den stress, som en tur til dyrlægen tit giver.

Nu var Oscar rigtig glad for at komme til dyrlægen og han var vant til at komme der 1 gang i måneden for at få en sprøjte mod gigt. Samtidig ville der gå 2-3 dage før dyrlægen havde tid til at komme ud til os.

Jeg vil ikke tage dig igennem tiden ved dyrlægen. Det er alt for trist. Det hele gik som det skulle, men hold op det gjorde ondt langt ind i hjertekulen på os begge to.

Kl. 12.45 en tirsdag efter påske, tog Oscar sit sidste åndedrag i mine arme.  

Med tungt hjerte kørte vi ham bagefter til dyrekrematorium. Førhen har vi taget vores hunde med hjem og begravet her hjemme. Men efter et efterår og en vinter med regn, regn og atter regn, stod vandet højt i undergrunden. Vi kunne ikke bære at han skulle ned i en grav fuld af vand.  

Hans urne står stadig i stuen. Det er ikke planen, men vi er ikke klar til at sige helt farvel. På et tidspunkt graver vi hans urne ned ved siden af vores andre hunde som er gået i forvejen.  

Det er altid hårdt at miste. Og vi ved jo godt at både heste, hunde og katte, de bliver bare ikke lige så gamle som os.

Med Oscar var, og er, det specielt hårdt.

Han var en ener og vi kommer aldrig til at møde en vovse som ham igen.

Aldrig.

Han var så sød, sjov, opmærksom, goofy, madglad og han beskyttede mig altid. Han forstod altid, uden at have trænet det, præcist hvad jeg bad ham om.

Det var fx når han skulle have tørret beskidte poter. Uden træning eller noget, forstod han at sætningen “den anden side” betød han skulle dreje omkring, så også den side kunne tørres af.

Han var min skygge, altid ved min side.

Bare ikke mere og det gør ondt i min sjæl.

 

Noget af det første der bliver spurgt om når vi mister en vovse, kat, kanin eller hest (ja hvilket som helst kæledyr) er om man ikke bare skal have en ny.

Det er jo egentligt et sært spørgsmål. Hvis jeg er til en begravelse, så spørger jeg da heller ikke enken om hun skal have en ny mand.

Det er som om at sorgen kun kan mindskes ved en ny.

Men vi skulle ikke have en ny hund lige med det samme.

Vi var slet ikke klar.

Sorgen og savnet var/er stadig alt for stort. Jeg savner virkelig Lillemande/Oscar. Det er tomt i vores hjerter og i vores hjem.

Der gik lang tid før hans kurv blev flyttet. Det kunne vi ikke bære. Hans madskål stod også stadig på sin plads og alle hans elskede plysdyr (ca. 100 stk.) blev i den store kurv i stuen.

Vi skal til enhver tid tillade os selv at sørge.

Også selvom det er “ukorrekt” i vores samfund at sørge over en hund eller en hest. Men hvem har patent på sorgen og savnet? 

Sorg er sorg uanset om den man har mistet havde to eller fire ben, var med hud, pels eller fjer, eller med skæl, så er det sorg!

 

Sov godt kære Oscar. Du var verdens bedste vuffer og jeg savner dig så utrolig meget.

Jeg elsker dig Oscar og vi ses på den anden side.

 

Audi!

Efter 4 måneder uden vovse, overtog vi Audi. Han er en lab blanding på 7 år.

Han er så skøn og en spradebasse.

Shit et energi niveau!

Han elsker at lege og lege og så lige lege lidt mere.

Han elsker også mennesker og uanset om det er kendte personer eller ej, så bliver de hilst velkommen med en blanding af hylen som nærmest lyder som et Hellooooo og logre med halen.

Det tog en del tid for ham i starten med alle vores katte. Han var vant til katte, men 7 er altså også mange at forholde sig til. Han udviste ressource forsvar omkring kattene.

Det gav sig udtryk i at knurre og i værste tilfælde snappe ud efter kattene, hvis de kom inden for 2 meter af ham. Det var kun, hvis han selv var i stilstand det skete.

Jeg må indrømme at jeg havde svært ved ham de første par uger. Jeg var ekstrem i tvivl om han ville falde til. Også uden at jeg skulle bekymre mig om kattenes ve og vel. Jeg var bange for at mit hjerte stadig var så knust efter Oscar, at jeg havde svært ved Audi.

 

Men med træning omkring ressource forsvaret, kærlighed og tid, er Audi faldet rigtig godt til.

Mit hjerte bærer stadig sorgen i sig fra Oscar. Jeg får stadig tårer i øjnene og tyngde i hjertet, når jeg tænker på ham. Eller skriver om ham som her.

Audi er dog en pragtfuld vovse med hjertet på det rette sted og hans energi er skøn! Han er allerede verdens mester i at tisse på hele matriklen, så ræven bliver væk fra høns og ænder.

Han er også en pivskid. 

Ja, jeg skrev det! 

Hvis han fx træder på en lille gren som knækker, eller en flue lander lidt hårdt på ham, så piber han som om han har fået stød af hegnet. 

Han er derfor også døbt Prinsesse Lillert Pivskid! Og det er sagt med kærlighed.

Ænder;

Vi har ænderne mest af alt fordi ænder bare er sjove fjerkræ!

Samtidig er de gode til at spise dræbersnegle, som ellers spiser alle mine urter ned til jorden. Det er hvide moskusænder vi har. Moskusænder rapper ikke, de er ret stille i det. Der lyder højst et hæs ”HÆÆÆ” fra moskusænder.

Om vinteren spiser ænder dræbersnegles æg. Vores hun-and Beate kan godt finde på at flyve og det er virkelig god miljø træning for hestene, når Beate kommer flyvende.

Hestene er fuldstændig ligeglade med Beate nu.

Andrikken Bjarne der i mod….ja han er for tung i bagen til at flyve nogen som helst steder. Begge ænder er gode til at rode i hestepærerne, så disse nemmere bliver skyllet ned i jorden ved regnvejr. Ænder sviner ekstrem meget, men når jeg ser dem komme vraltende, så er alt forgiven.

Ænder ligger æg ligesom høns. Dog ikke lige så mange som høns, det er kun op til brunsttid. Ja okay, jeg ved ikke om det hedder brunsttid ved ænder?

Du kan snildt spise ande æg, ligesom hønse æg. Det er ikke det bedste som spejlæg, der bliver de lige seje nok i det. Men til brød, madretter og bagværk er de geniale.

 

Høns;

Pt. Har vi kun 2 høns og deres arbejde på Farmen er at spise klæg. Nu er det ikke sådan at jeg fortæller, hvad de skal, eller jo, det gør jeg, men de lytter sjældent så godt efter.

Høns er bare gode til at spise klæglarver og klæg. Og meget andet kravl. De er okay tamme og kan håndfodres. Tjek Brie ud her. Hun kommer gerne ind i huset og tigger efter snacks.

Trods vi har en eng 200 meter bag farmen har vi ganske få klæg efter vi fik høns. 

Hønsene går frit som de gerne vil på matriklen.  

Samtidig får vi dejlige æg fra hønsene. De 2 damer hedder Blomme og Brie.

Når høns snakker er det bare så hyggeligt. Den der hønsepludren er skøn.

 

Er 2 høns nok?

Nja, det ville være godt med nogle flere. 

Både for at de er en større flok sammen, så de føler sig mest sikre, og for at få flere æg. 

Men Brie er jo en gammel høne omkring 8 år. Hun er den sidste fra en større flok vi overtog, udover Blomme, som er Bries datter. 

Hvis vi satte nye unge høns ind til Brie, vil hun højst sandsynligt ikke kunne klare det. Høns kan være rigtig stygge ved hinanden når de sættes sammen. Så Brie og Blomme er en flok sammen nu. 

Når Brie går over regnbuen, så vil vi finde en ny hønseflok.

 

Derfor:

At have et sjak på Farmen er uundværligt. 

De har alle vigtige opgaver som i sidste ende giver hestene så meget. 

Og mig så meget. Jeg elsker at gå sammen med alle mine dyr. 

De har alle store personligheder, deres helt egen mjaven eller hønse-lyd og det er bare så pragtfuldt at være sammen med dem. 

Samtidig giver det helt naturlig miljøtræning for hestene.

 

Vi læses ved :)