Når dyrlæge og videnskab siger et - mavefornemmelsen siger noget andet!

 

Bob fik jo et akut astmaanfald.

I 21 dage skulle han have binyrebarkhormon i tabletform og måtte derfor ikke få græs. Det er fordi binyrebarkhormon hæver blodsukkeret. Det er lige lukt mod forfangenhed. 

Læs med her, hvor jeg fortæller mere om, hvad der skete og hvordan jeg sikrede Bob stadig blev stimuleret på sygefolden.

Så, hvordan går det med bette Bob?

Tja, jeg tog ham af medicinen og lod ham være sammen med resten af flokken!

Nu skal du høre hvorfor jeg tog den beslutning. 

Bob har alle dage været opmærksomheds trængende og han vil allerhelst være midtpunkt all the time. Han er snedig og kløgtig og han elsker at blive udfordret med Aktiv og Naturlig Berigelse. 

Der ud over er han et mad-øre og jeg er ret sikker på at 99,9% af hans vågne tid, er det mad der styrer hans dagligdag.

Men Bob begyndte at udvise flere alarm-klokke-babu-babu-emergency adfærd.

Det viste sig blandt andet med hans søvn.

Noget af det der fortæller om din hest er godt tilpas er deres søvn. Det er så vigtigt alle heste, ja alle levende væsner, får REM søvnen.  

I blog indlægget om Bobs akut astma fortalte jeg dig om da jeg fik udløst astma efter en virus. Nogen gange sker det at jeg får et astmaanfald, hvor min daglige medicin ikke virker.

Så er det en tur til krankenhaus og en omgang binyrebarkhormon. Fra erfaring ved jeg, hvor ekstrem rastløs jeg bliver af binyrebarkhormon. Jeg er slet ikke i stand til at sove.

Det samme oplevede jeg med Bob.

Første nat sov han ikke overhovedet, heller ikke i løbet af dagen.

Anden nat at havde han sovet på hans sygefold. Jeg kunne se det på sandet.

Tredje sov han ikke, der kom også 20 mm regn. Jeg overvejede at tage ham ind pga. regnen, men det vil ikke være godt for hans akutte astma.

Efter tredje nat sov han slet ikke….som i overhovedet.

 

Bob begyndte at blive meget stresset og deprimeret over de andre ikke var hos ham hele tiden. Jeg forsøgte mig med at tage Dronningen ind til ham i roundpen, men Bob jagtede hende rundt. Jeg gav Konnie og Dronningen deres hø over flere gange lige udenfor Bobs sygefold. Så var de lidt mere omkring Bob.

Men….Bob blev så deprimeret og ked at han stoppede med at spise!!! 

Ja, du læste rigtigt, Bob stoppede med at spise! 

Han bed efter mig når jeg var omkring ham på sygefolden. Han var led og ked af det hele og han var en sørgelig udgave af sig selv. I de 15 år han har været i vores familie, har jeg aldrig set denne adfærd. Ikke engang da han blev kastreret. Alt andet lige var det virkelig et tidspunkt der gav en god grund til ændret og sur adfærd.

Valget stod imellem en forfangen pony, en stresset pony med mavesår eller en astma pony. Pest eller kolera….

Jeg tog en beslutning. 

En beslutning der i maven kunne mærkes som det rigtige for Bob. 

Han fik ikke mere binyrebarkhormon efter 5 dage. Han skulle jo faktisk have det i 21 dage, men det her, det gik ikke. 

Hosten var også væk og vejrtrækningen var normal.  Efter den sidste medicin var givet, ventede jeg knap 2 døgn, hvor Bob stadig var på sygefolden. 

Han ville stadig ikke spise. 

Han var stadig stresset og sur. Han sov stadig ikke, men det var vigtigt at få det sidste binyrebarkhormon ud af hans krop. Jeg brugte en sprøjte med aktivt kul, som han fik ligesom du giver en ormekur. Aktivt kul renser godt ud i kroppen.

 

Hvad gjorde jeg ellers?

• Alle steder på folden, hvor jeg kunne lukke af for græs, uden at ødelægge motivationen for bevægelse, lukkede jeg af.
• Den store høkasse vendte jeg rundt, så det kun var Konnie der kunne nå hø. Ponyerne fik en håndfuld hø hver i stedet for. Konnie har brug for mere struktur end ponyerne.
• På et af de større områder på folden satte jeg små pæle og hegnstråd. På denne måde kunne jeg lukke af for endnu mere græs.
• Dronningen og Konnie fik begge mere foder, pga. der generelt var mindre græs til rådighed.
• Jeg købte tilskud mod astma. Det bliver anbefalet af dyrlæger. Det er den her Equistro Respadril og denne her Equistro Secreta Pro.
• 1,5 times motion dagligt med gåture og intervaltræning, hvis nu binyrebarkhormonet havde givet risiko for forfangenhed.

 

Hvad så nu?

Nu er Bob stadig hostefri, han har ingen tegn på forfangenhed og han er blevet sig selv igen. Mavefornemmelsen havde ret….det plejer den mave altså at have.

Jeg har gjort det før, altså gå i mod det videnskaben fortæller. 

I hvert fald når intuitionen fortæller mig noget andet. Tilbage i 1998 havde min skønne springhoppe pådraget sig en revne i hovsenebenet i en landing efter et spring. 

Uha det er mange år siden. Det var den gang jeg var ung og det ikke kunne blive vildt nok i ridningen eller højt nok i springningen.

Alex, som hun hed, skulle stå i boks i 5-6 uger, kun afbrudt af 30 minutters skridt for hånd. Efter en uge var min skønne milde hoppe, blevet en skingrende skør hoppe. Hun var så ked af det og fortvivlet. De 30 minutters skridt for hånd var med livet som indsats, og det tro da pokker.

Efter en samtale med min mavefornemmelse, kom Alex på fold med de andre. Det var en risiko at tage bestemt. Ligesom med Bob. Men senere røntgen viste at revnen var helet så fint og alt var tip-top.

Eller da Konnie fortalte mig at der var noget galt med sadlen i 2023, hvor jeg i starten ikke lyttede. 

Jeg havde jo lige købt og fået sadlen tilpasset af en sadelmager. Sadelmageren havde igen tjekket sadlen, hvor resultatet var at alt var 10-4. 

Så Konnie måtte råbe (bukke mig af) før jeg fattede det. 

Også her råbte min mavefornemmelse at der var noget galt, længe før Konnie bukkede mig af. 

Men jeg lyttede ikke. 

Af skade bliver man gammel…øh…af skade kommer man til skade….nja…det er vist heller ikke sådan det ordsprog lyder….I hvert fald bør jeg lytte!

 

Når nu min intuition fortæller mig det jeg har brug for, hvorfor er det så grænseoverskridende at lytte til?

Når nu mine heste fortæller mig det jeg har brug for, hvorfor er det så hamrende at forstå?

Jeg har fra barnsben som alle andre lært, hvad der er ret og vrang. 

Jeg har lært at videnskaben er det rigtige valg at følge for det er jo bevist med forskning. 

Jeg har lært at høre og gøre som eksperterne siger. 

Men hvad med det vi ikke kan måle og veje? 

Hvad med det sjælen, intuitionen, mavefornemmelsen, ja kald det hvad du synes, siger, og sommetider råber til os?

Hvor tit er det reelt forkert? Hvor tit tager mavefornemmelsen fejl, når jeg tør at følge den?

Det har jeg ikke oplevet endnu, tvært i mod.

 
OBS! Det er vigtigt for mig at tilføje; Dyrlægen gjorde det helt rigtige og lige efter bogen i forhold til Bobs akutte astma. Der var ikke noget i vejen med behandlingen og medicinen, som dyrlægen ordinerede. Bob kunne "bare" ikke rumme det hele.

Derfor;

Og denne del er lige så meget skrevet til mig selv som til dig:

Lyt og følg mavefornemmelsen!

Lyt og følg det hesten fortæller!

 

Det kunne være fedt at slutte af med et stor slående og livsændrende citat lige her….øhm….det har jeg ikke lige på lager. 

Ikke andet end at LYT!

 

Vi læses ved :)